Et rigtigt menneske


Hassan og mig på vej fra Virginia til Illinois, 2008

Mindeord til Hassan Aref

28. September 1950 - 9. September 2011

Historien om mig og Hassan er smukt indrammet af de grønne bøgeskove, der omgiver Krogerup Højskole nord for København. Her mødte jeg ham for første gang på Fluid.DTU sommerskolen i august 2007. Her mødtes vi for sidste gang på samme sommerskole i august 2011. I de mellemliggende fire år var Hassan min ph.d.-vejleder, min mentor og frem for alt min kære ven.

Jeg kom til Krogerup i 2007 på udkig efter et ph.d.-projekt. Jeg fattede straks interesse for Hassan og hans forskning, da han på sin drevne facon førte os unge, håbefulde studerende gennem hans på én gang meget simple og meget komplekse univers af strømninger og matematik. Man fornemmede, at her var en herre, der mestrede sit fag til fulde. Efter hans foredrag gik jeg op og introducerede mig for ham, og det blev starten på et mentor-elev forhold, som jeg tror kun er de færreste forundt.

I sin forskning havde Hassan kastet sin kærlighed over punkthvirvler - en slags idealiseret matematisk udgave af de hvirvler, som man møder alle steder, hvor der er luft eller vand, der strømmer. Idealiseringen er af en karakter, så det er svært umiddelbart at finde praktisk anvendelse af disse punkthvirvler. Men det betød ikke så meget for Hassan. Teorien er ren og smuk, og Hassan havde en hang til det, man kunne kalde matematisk æstetik. Det var vigtigere, at de studerede ligninger indeholdt en matematisk skønhed, end om de kunne bruges til praktiske ingeniørberegninger. Han legede sig frem til sine resultater med den mægtige analytiske værktøjskasse, der gemte sig bag hans bare isse. Så skrev han det ned i et ualmindeligt formfuldendt sprog, udgav det i de højest estimerede tidsskrifter, og så måtte folk selv finde ud af, hvad de ville bruge det til. Ikke alle var lige begejstrede for Hassan’s punkhvirvler - især ikke folk med mere hang til det praktisk anvendelige. Ingen betvivlede dog Hassan’s knivskarpe intellekt eller den skyhøje kvalitet i alt hvad han producerede gennem sin mangeårige forskerkarriere.

I de fire år mellem vores første og sidste møde var Hassan min nærmeste samarbejdspartner. I denne periode var han, næstefter min kone, den person jeg tilbragte mest tid sammen med. På Krogerup i 2007 havde jeg mere eller mindre bevidst været på udkig efter en slags faglig faderskikkelse. Denne rolle udfyldte Hassan til fulde. Han var nærværende, varm, humoristisk og drillende. Man forlod aldrig Hassan’s kontor uden adskillige anekdoter og gode grin i bagagen. Et ph.d.-forløb fører uvilkårligt ind i lange, golde perioder, hvor det hele driller og motivationen svigter. Her var Hassan altid usvigeligt leveringsdygtig i en peptalk, som kunne give én rygraden og retningen tilbage. Han var et legebarn, og hans legeplads var matematikkens og fysikkens fascinerende univers. Et univers, som han bevægede sig rundt i som en fisk i vandet. Det var uhyre smittende at være i nærheden af. ”Sikke vi tramper”, som musen siger til elefanten.

Hassan gik ind i sin vejlederrolle med hud og alt det hår, som han ikke havde på hovedet. Under mit ph.d.-forløb har Hassan skiftevis opholdt sig et halvt år på DTU og et halvt år hjemme i USA, hvor han var professor ved Virginia Tech. Adskillige gange har jeg været inviteret hjem at bo hos ham i hans hus ved Virginia Tech og i hans rigtige hjem i Illinois, hvor han boede med sin Susanne. At bo hos Hassan og arbejde med denne næsten uhyggeligt kompetente videnskabsmand alle døgnets vågne timer har været en af de største oplevelser i mit liv. Jeg ser det som den største anerkendelse, at han gad tilbringe så meget tid sammen med mig. Han havde et fantastisk overblik over fysikken og matematikken, i særdeleshed over fluiddynamikken. Ikke blot havde han det faglige overblik, han havde også et stort indblik i sit fags historie. En historie som han allerede i en ung alder selv skrev sig ind i med sin indførelse af begrebet ”kaotisk advektion” til beskrivelse af den overraskende store kompleksitet, som tilsyneladende meget simple strømninger kan udvise.

Hassan blev den klippe, som jeg byggede min egen spæde forskerkarriere på. Nu er klippen revet væk under mig. Det hele sluttede i fredags, hvor Hassan pludselig døde siddende i sin yndlingslænestol hjemme i huset i Illinois. Han har formentlig siddet med sin MacBook på skødet, hengivet til sin yndlingsbeskæftigelse: At studere dynamikken af de punkthvirvler, som var så gennemgående et tema i hans forskning.

En af de historier, som Hassan yndede at fortælle, var den om hvordan jeg engang formulerede det noget kluntet, da jeg skulle forklare, at jeg havde talt med nogle mere praktisk orienterede mennesker, og at det havde været interessant og givtigt. Jeg kom til at sige, at det havde været rart at tale med nogle ”rigtige mennesker”. Det fandt Hassan vældig morsomt og brugte sidenhen i sine drillerier igen og igen.

Kære Hassan. Jeg er fuld af sorg og fortvivlelse og har et stort hul i hjertet, der hvor du sad. Men jeg er også fuld af taknemmelighed over at have været en del af dit liv og virke de sidste fire år. Du var i sandhed et rigtigt menneske.

Johan Rønby, 11. september 2011